Pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter til Specialtilbuddet Firkantens skole

Vi søger engagerede pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter til Firkantens specialskole. Her arbejder vi med børn med autisme, som er på tidligt til moderat udviklingsniveau. Vi har i øjeblikket elever fra 0.-3. klasse – og enkelte på 4.-7. klassetrin.

Din rolle i hverdagen – du er en vigtig del af børnenes dag

Som pædagogmedhjælper eller pædagogisk assistent hos os, er du ikke bare en ekstra hånd – du er et helt centralt omdrejningspunkt i børnenes dag. Du er typisk den voksne, der er mest sammen med børnene, og som ved, hvordan de reagerer og udvikler sig i forskellige situationer.

Du vil:

  • Understøtte skole- og fritidsdel i tæt samarbejde med lærere og pædagoger – ofte på baggrund af allerede forberedte opgaver
  • Bidrage med observationer og praksisnær viden om børnene, som er med til at kvalificere det pædagogiske og didaktiske arbejde
  • Gennemføre læringsaktiviteter og komme med ideer til, hvordan vi styrker børnenes udvikling og trivsel
  • Være med til at få hverdagen til at hænge sammen – både praktisk og pædagogisk

Om os

Specialtilbuddet Firkanten er stadig ungt – vi åbnede i 2021 – og består af både en specialbørnehave og en specialskole med fælles pædagogisk tilgang. Børnehaven ligger pt. på en anden matrikel, men det er intentionen, at vi skal forenes på en fælles adresse. Vi arbejder hver dag på at skabe trygge og udviklende rammer for vores børn, med fokus på det enkelte barns behov og potentiale og den enkelte families behov og ressourcer.

Struktur, forudsigelighed og blik for det enkelte barn

I Firkanten arbejder vi i et særligt tilrettelagt specialpædagogisk miljø med høj grad af visuel struktur og tydelighed. Vi bruger metoder som TEACCH, SVS og Low Arousal, og vi tager udgangspunkt i børnenes ressourcer og nærmeste udviklingszone. Det betyder, at du skal have lyst til at sætte dig ind i og arbejde ud fra specialpædagogiske metoder – og at du skal kunne justere dig i relationen til det enkelte barn.

Vi tilbyder dig:

  • Et innovativt og fagligt ambitiøst arbejdsmiljø
  • En hverdag, hvor variation og faglige udfordringer går hånd i hånd
  • En normering, der giver plads til målrettet og nærværende pædagogisk arbejde
  • Tid til forberedelse og løbende sparring i teamet
  • Et tværfagligt samarbejde, hvor vi bruger hinandens styrker
  • Og vigtigst af alt: et sted med højt humør og stærkt fællesskab

Hvem er du?

Du kan have erfaring fra specialområdet – eller være nysgerrig og motiveret for at lære. Det vigtigste er, at du er et åbent og reflekterende menneske, der brænder for at gøre en forskel for børn med særlige behov.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har lyst til at arbejde med børn med autisme og specialpædagogiske tilgange
  • Er en holdspiller, der kan indgå i tæt samarbejde med kolleger og forældre
  • Kan bevare ro og overblik, også når der er meget på én gang
  • Har lyst til at udvikle dig – og bidrage til at udvikle noget sammen med os

Ansøgningsfristen er torsdag den 21. august 2025

Vi holder løbende samtaler.

Ansøgning, CV og andre relevante dokumenter sendes elektronisk via kommunens rekrutteringssystem.

Praktiske oplysninger

Stillingerne er på 37 timer om ugen. Ansættelse snarest muligt og senest pr. 1 oktober 2025.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst samt principperne i Ny Løn. Der indhentes straffeattest og børneattest. I forbindelse med ansættelse indhentes der referencer fra tidligere ansættelser.

Er du blevet nysgerrig og vil høre mere, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Bente Haugbøl på 2328 3516.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Specialtilbuddet Firkanten
Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstrædet 1
2630 Taastrup
CVR: 1950 1817