Børne- og ungerådgiver til Distrikt Øst, Høje-Taastrup Kommune

Vi er stadig på jagt efter den helt rette kollega til vores fantastiske team. Du får kolleger, som er superimødekommende og med højt humør – og som samtidig er ambitiøse og vægter faglig sparring og udvikling.

Du får kolleger med høj faglighed, som brænder for at hjælpe familier i udsatte positioner, og som samtidig rigtig godt kan lide hinanden. Vi vægter det sociale fællesskab højt, og vi er et team, der gør meget ud af at hjælpe hinanden og sikre en høj faglighed i hverdagen, hvorfor vi fx har daglig sparring og kører makkerpar i de sager, hvor det giver mening.

Vi er en afdeling, som har haft fokus på at få implementeret barnets lov og er kommet godt i mål med det, hvorfor du også vil opleve en arbejdsplads som bl.a. prioriterer inddragelse af barnet, rettigheder og mere fleksibelt sagsflow.

Vi tilbyder mentorforløb, den første tid du er ansat. Dette for at sikre, at du falder godt til i teamet og i arbejdet. Du vil derudover opleve, at den faglige koordinator som er tilknyttet teamet, vil være tæt tilgængelig for dig, efter behov.

Du vil også blive tilknyttet et fast supervisionshold, hvor I modtager supervision hver 8. uge. Dette for at styrke jeres faglige udvikling men også fordi, vi vægter jeres trivsel på arbejdet højt. Udover supervision, har vi ugentlige faggruppemøde og personalemøde hver 3. uge.

Du bliver en del af Familieafdelingen, som består af 5 teams, Øst, Midt, Vest, Anbringelsesteamet og Specialrådgivningen. Rådgiverne i disse teams varetager undersøgelsessager, støttende indsatser og barnets plan m.v. i sagerne, så borgerne får en fast rådgiver fra deres sag starter i afdelingen.

Vi har et akutteam, der håndterer alle akutte sager. I Familieafdelingen har vi også familieplejekonsulenter, skolekonsulent og fremskudte børn- og ungerådgivere tilknyttet alle skoler og daginstitutioner.

I Distrikt Øst vil du blive en del af 12 engagerede børne- og ungerådgivere. Fælles for vores distrikter er, at børne- og ungerådgiverne bidrager med forskellige erfaringsgrundlag. 

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Arbejde forebyggende i § 30 sager 
  • Udarbejde afdækning, børnefaglige undersøgelser samt barnets plan/unge plan
  • Træffe afgørelser omkring støtteindsatser
  • Følge op på ydelser og støtteindsatser efter barnets lov § 30 og 32

Du skal trives med skriftligt arbejde, da omkring 50% af din arbejdstid består af administrative vigtige opgaver som afdækninger, børnefaglige undersøgelser og afgørelser.

Mange familier har brug for os, og der kommer mange sager til Familieafdelingen. Vi har en dagligdag, hvor vi sammen løbende prioriterer. Teamleder og socialfaglig koordinator støtter den løbende prioritering via jævnlige sagsgennemgange og faglig støtte til lovmedholdelighed og løbende sagssparring med alle rådgivere i teamet. Vi arbejder i fællesskab om at lykkes sammen.

Vi vægter samarbejdet med byens skoler, daginstitutioner og andre samarbejdspartnere højt for at sikre indsatser hele vejen rundt om familien og så tæt på almenområdet som muligt. Vi arbejder ud fra den løsningsfokuserede tilgang og en tænkning om, at familierne er ekspert i eget liv og skal være medskaber af løsningerne i deres familie.

Vi benytter os af sagsstyringssystemet DUBU, og da vi har været pilotkommune, er vi godt i gang og har kvalificerede superbrugere. DUBU understøtter Integrated Children System (ICS), hvilket der arbejdes ud fra i Familieafdelingen.

Din arbejdsplads bliver vores nye rådhus, som har vundet arkitektur-kategorien i Berlingskes Byens Bedste. Arbejdspladsen er moderne indrettet og med en skøn tagterrasse og god kantine. Der er mulighed for at være en del af forskellige foreninger, som er aktive på arbejdspladsen. Vi vægter et godt socialt sammenhold og har ofte sociale arrangementer på og udenfor arbejdspladsen.

Du er uddannet børne- og ungerådgiver, og vi vægter at du:

  • Kan navigere og prioritere i en stor arbejdsmængde
  • Har erfaring indenfor for børne- og ungeområdet
  • Trives godt med skriftligt arbejde og kan navigere i børne- som ungesager
  • Har mod på eller erfaring med at skrive oplæg til Børne- og ungeudvalget samt Ungdomskriminalitetsnævnet
  • Kan omsætte barnets lovs bestemmelser til praksis i arbejdet med udsatte børn og unge samt deres forældre
  • Kan arbejde selvstændigt og systematisk og kan kommunikere tydeligt både mundtligt og skriftligt
  • Har forståelse for at have et samarbejde med forældrene og børnene omkring løsningen af deres problemer
  • Har et positivt menneskesyn og et godt humør

Praktiske oplysninger
Jobbet er 37 timer om ugen, men har du særlige ønsker ift. arbejdstid, hører vi også gerne fra dig.

Ansættelse pr. 1. december 2025.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst samt principperne i Ny Løn. Vi indhenter børne- og straffeattester samt referencer fra tidligere ansættelser i forbindelse med ansættelsen.
 
Ansøgningsfristen er den 20. november 2025.
Vi afholder samtaler den 25. november 2025.

I din ansøgning må du gerne uddybe din motivation for netop at arbejde i Familieafdelingen med psykosociale sager.

Ansøgning, CV, uddannelsesbeviser og evt. andre relevante dokumenter sendes via kommunens rekrutteringssystem.

Hvis du vil høre mere om jobbet, eller høre hvorfor det er godt at arbejde i Høje-Taastrup Kommunes Familieafdeling, så er du meget velkommen til at kontakte teamleder for Distrikt Øst, Ditte Hundahl på telefon 51437724 eller mail Ditteje@htk.dk eller socialfaglig koordinator Dianna Svane på telefon 20413499 eller mail Diannagy@htk.dk.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Familieafdelingen
Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstrædet 1
2630 Taastrup
CVR: 1950 1817