Chef for Folkeoplysning, Fritid og Fællesskaber

Da vores chef gennem mange år går på velfortjent pension, kan du nu få mulighed for at stå i spidsen for et område, hvor fællesskaber, frivillighed og aktive fritidsliv gør en reel forskel for borgernes livskvalitet. Du får en central rolle med stor strategisk betydning for udviklingen af kommunens fritids-, forenings- og folkeoplysningsområde.

Du får en nøglerolle i at omsætte kommunens udviklingsstrategi til konkrete resultater – særligt ambitionen om “Alle ind i Fællesskabet”. Målet er klart: Flere borgere skal opleve deltagelse, tilhørsforhold og mulighed for at indgå aktivt i stærke fællesskaber.

Du refererer til centerchefen for Fritid og Kultur og bliver en del af et tæt ledelsesfællesskab med ansvar for den samlede udvikling af centeret. Ledelsesteamet i Fritid og Kultur består udover dig af en idrætsfaglig leder, Biblioteks- og Kulturhuschefen, Kulturskolelederen og centerchefen.

En kommune med ambitioner og handlekraft

Image.pngHøje-Taastrup Kommune er en kommune i markant udvikling. Her er høje ambitioner, stærk vækst og et tydeligt fokus på fremtidens velfærd og attraktive lokalsamfund. Vi er kendetegnet ved entreprenørskab og kort vej fra idé til handling. Gode tanker bliver omsat til konkrete løsninger, og beslutninger bliver fulgt af handling.

Kommunen arbejder bl.a. med visionerne om DBU Campus – Hele Danmarks Klubhus, som skal udvikle sig til et nationalt kraftcenter for fodbold, fællesskab og talentudvikling. Vi ser fritids- og kulturområdet som en væsentlig drivkraft for trivsel, sundhed, sammenhængskraft og bosætning.

Et stærkt center med højt til loftet

Du bliver en del af et velfungerende center, hvor samarbejde, tillid og udviklingslyst præger hverdagen. Vi har højt til loftet, et uformelt og godt kollegialt miljø samt en kultur, hvor vi hjælper hinanden og lykkes sammen.

Du møder fagligt dygtige ledere og medarbejdere med stort engagement, høj professionalisme og lyst til at skabe resultater. På rådhuset, hvor du får arbejdsplads, er vi 15 medarbejdere og to ledere.

Dine opgaver

Som chef får du det ledelsesmæssige ansvar for to medarbejdere i administrationen og ti medarbejdere i konsulentgruppen på fritidsområdet. Du får ansvar for både sikker drift, faglig kvalitet og strategisk udvikling.

Du skal bl.a.:

  • Sætte retning for folkeoplysning, fritid og fællesskaber
  • Lede, motivere og udvikle medarbejdere og teams
  • Sikre høj kvalitet i administration, tilskudsforvaltning og myndighedsopgaver
  • Videreudvikle samarbejdet med foreninger, frivillige, aftenskoler og øvrige aktører
  • Drive politiske sager og levere stærk betjening af udvalg og ledelse
  • Skabe partnerskaber på tværs af kommune, erhvervsliv og civilsamfund
  • Omsætte ambitionen om “Alle ind i Fællesskabet” til konkrete indsatser
  • Bidrage aktivt til centerets samlede ledelse og tværgående udvikling
  • Spille en central rolle i større tværgående projekter i tæt samarbejde med konsulenter, projektledere og øvrige fagområder

Hvem er du?

Du er en tydelig leder med gode relationelle kompetencer og evne til at skabe følgeskab. Du kan navigere i en politisk styret organisation og trives i krydsfeltet mellem drift, udvikling og samarbejde.

Vi forestiller os, at du:

  • Har solid ledelseserfaring
  • Har erfaring fra en politisk styret organisation
  • Har indsigt i folkeoplysningsloven, fritidsområdet og samarbejde med civilsamfundet
  • Arbejder strategisk og analytisk med blik for helheder
  • Kan skabe struktur, fremdrift og resultater
  • Kommunikerer klart og sikkert – både mundtligt og skriftligt
  • Motiveres af at skabe værdi for borgere og fællesskaber
  • Kan lede i tråd med Høje-Taastrup Kommunes værdier: Menneskelighed og positivt livssyn, engagement, professionalisme og helhed.

Vi tilbyder

Hos os får du:

  • En central chefstilling med stor indflydelse
  • Mulighed for at præge et område med høj politisk og samfundsmæssig betydning
  • Stor handlefrihed og mulighed for at føre idéer ud i livet
  • Et stærkt ledelsesfællesskab med sparring og ambitioner
  • Dygtige og engagerede medarbejdere
  • Et godt arbejdsmiljø præget af tillid og samarbejde
  • Attraktive ansættelsesvilkår og fleksibilitet

Praktisk information 

Stillingen er på 37 timer ugentligt. Ansættelse pr. 1. oktober 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til overenskomst for akademikere i kommunerne, som chefkonsulent med et samlet lønniveau på ca. 62.000 kr. pr. mdr. plus pension. 

Arbejdssted er Høje-Taastrup Rådhus, tæt på station og med gode parkeringsmuligheder. 

Ansøgningsfristen er søndag den 9. august 2026

Vi afholder 1. samtaler mandag den 17. august og 2. samtaler mandag den 24. august 2026. Går du videre til anden samtale, skal du forud for samtalen udfylde et spørgeskema til en persontest.

Ansøgning, CV, uddannelsesbevis og anden relevant dokumentation sendes via kommunens rekrutteringssystem.

Hvis du er blevet nysgerrig og vil høre mere om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte centerchef for Fritid og Kultur Poul Knopp Damkjær på 21591916 eller poulda@htk.dk

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Fritid og Kultur
Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstrædet 1
2630 Taastrup
CVR: 1950 1817