Pædagoger til Naturhuset Spirerne – vi udvider

Her er muligheden for at blive en del af et lille hus med fantastiske børn og voksne. Vær med til at skabe de bedste betingelser for et godt børneliv. Og bliv en del af et stærkt fællesskab, hvor vi er sammen om at lykkes og sørger for, at alle går glade på arbejde.

Vi udvider vuggestuen – og du kan være med

Naturhuset Spirerne er et lille naturhus med et stærkt fællesskab og høje ambitioner for børnene. I dag består huset af en vuggestuegruppe med 12 børn, en børnehavegruppe med 22 børn og en basisgruppe med 8 børn.

Vi har åbnet en udflyttervilla i Hakkemosen, hvor børnehavebørnene nu er rykket ud. Det giver plads til at udvide vuggestuen på vores nuværende adresse – og giver dig mulighed for at være med til at forme den videre udvikling.

Vuggestuen bliver én samlet gruppe fordelt på to stuer med åben forbindelse imellem sig. I løbet af dagen organiserer vi børnene i mindre grupper ud fra aktiviteter og børnenes behov.

Udvidelsen skaber samtidig nye muligheder for samarbejde på tværs af huset gennem besøg hos hinanden og fælles oplevelser.

Natur, faglighed og fællesskab

I Naturhuset Spirerne går natur, nærvær og faglighed hånd i hånd. Med Natur og Science som pædagogisk profil bruger vi naturen og udelivet som en naturlig del af hverdagen og som afsæt for børnenes læring, udvikling og fællesskaber.

Hos os kendetegnes hverdagen af:

  • Små børnegrupper og tæt voksenkontakt 
  • Tydelig struktur og høj faglighed 
  • Refleksion over praksis og fælles læring 
  • Nærværende relationer mellem børn og voksne 
  • Et fælles ansvar for, at alle børn lykkes 

Vi arbejder med udgangspunkt i barnets nærmeste udviklingszone og er optagede af at skabe trygge rammer, hvor både børn og voksne trives.

Du bliver en del af en engageret personalegruppe med stærkt samarbejde, høj psykologisk tryghed og en fælles pædagogisk retning. Vi hjælper hinanden, udvikler os sammen og har plads til både faglige drøftelser og gode grin.

NEST og vores børnesyn

Vi arbejder med NEST som fællesskabsunderstøttende pædagogik.

Vores børnesyn er enkelt: Børn gør det godt, hvis de kan – og hvis de ikke lykkes, er det den voksne, der skal ændre noget.

Det betyder, at vi tager fælles ansvar for alle børn. Vi hjælper hinanden, når noget bliver svært, og vi organiserer hverdagen, så der er plads til fordybelse, samspil og gode relationer.

Vi arbejder bevidst med struktur, samarbejde og fleksibilitet for at skabe rammer, hvor alle børn kan trives, udvikle sig og opleve sig som en værdifuld del af fællesskabet.

Om dig

Du er uddannet pædagog og motiveres af at skabe nærvær, udvikling og gode fællesskaber for børnene.

Vi forestiller os, at du:

  • Trives med at arbejde struktureret og skabe forudsigelige rammer for børnene 
  • Har lyst til at være med til at udvikle vores vuggestue og sætte dit præg på hverdagen 
  • Ser styrken i at samarbejde tæt med kolleger og finde løsninger i fællesskab 
  • Er optaget af børns deltagelsesmuligheder og af at skabe rammer, hvor alle børn kan lykkes 
  • Har lyst til at bruge naturen som en del af børnenes hverdag og læring 

Vi glæder os til at tage imod dig og få dig godt ombord.

Praktiske oplysninger

Stillingen er på 37 timer om ugen med ansættelse pr. 1. august 2026 eller efter aftale.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og principperne i Ny Løn. Vi indhenter børne- og straffeattest samt referencer i forbindelse med ansættelsen.

Ansøgningsfristen er mandag den 15. juni 2026.

Vi afholder løbende samtaler.

Ansøgning, CV, uddannelsesbevis og øvrig relevant dokumentation sendes via kommunens rekrutteringssystem.

Har du spørgsmål til jobbet, dagligdagen eller noget helt tredje, er du meget velkommen til at kontakte pædagogisk leder Henriette Flændsdal på 29604025. Du er også meget velkommen til at komme forbi og besøge os.

 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Naturhuset Spirerne
Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstrædet 1
2630 Taastrup
CVR: 1950 1817