Socialfaglig koordinator til Familieafdelingen i Høje-Taastrup

Vil du bruge din faglighed og erfaring til at gøre dine kolleger endnu bedre? Og har du mod på en koordinatorrolle med stor betydning for både kvaliteten i sagsbehandlingen og fællesskabet i teamet? Så kan du meget vel være den, vi leder efter i Distrikt Midt.

En koordinatorrolle med indflydelse og faglig tyngde

Som socialfaglig koordinator bliver du et vigtigt bindeled i vores team – både fagligt og kollegialt. Du er tæt på opgaverne og med til at sikre kvalitet, lovmedholdelighed og retning i sagsbehandlingen. Du bliver sparringspartner og støtte for dine kolleger og samarbejder tæt med teamlederen om den daglige opgaveledelse.

Du bliver en del af Distrikt Midt, der består af 10 engagerede børne- og ungerådgivere, en studentermedhjælper, en teamleder – og dig som koordinator. Sammen varetager vi myndighedsopgaver for børn og unge fra 0–18 år samt ungestøtte op til det fyldte 23. år. Vores kerneopgave er at skabe meningsfulde og helhedsorienterede løsninger – altid med barnet i centrum og med en tænkning om, at familierne er eksperter i deres eget liv.

Dine opgaver som socialfaglig koordinator

Som socialfaglig koordinator er du tæt på både rådgiverne og sagerne. Din opgave er at sikre høj faglig kvalitet i teamets arbejde og at bidrage til struktur, sparring og retning i en hverdag, hvor kompleksitet og travlhed går hånd i hånd.

Du bliver en vigtig medspiller for både teamet og teamlederen og vil blandt andet:

  • Gennemføre sagsgennemgange og give løbende sparring til rådgiverne
  • Kvalitetssikre vurderinger, undersøgelser, afgørelser og handleplaner
  • Understøtte lovmedholdelighed og faglig retning i samarbejde med teamleder
  • Være faglig støtte i udarbejdelsen af oplæg til Børne- og Ungeudvalget

Vi benytter os af sagsstyringssystemet DUBU, og da vi har været pilotkommune, er vi godt i gang og har kvalificerede superbrugere. DUBU understøtter Integrated Children System (ICS), hvilket der arbejdes ud fra i Familieafdelingen.

Vi søger dig, der kan skabe kvalitet og retning i samarbejde med andre

Du har lyst til at stå fagligt i front og samtidig bidrage til, at fællesskabet fungerer – også når arbejdsmængden er høj. Du er en stærk formidler, der kan skabe overblik, stille skarpt og sikre kvalitet i det faglige arbejde.

Det bliver særlig vigtigt, at du:

  • Er uddannet socialrådgiver, socialformidler eller har anden relevant baggrund
  • Motiveres af tværfagligt samarbejde både indenfor kommunen og på tværs af sektorer
  • Trives i en travl arbejdsdag, og kan navigere samt prioritere i en stor arbejdsmængde
  • Trives med skriftligt arbejde og har styr på formalia, dokumentation og vurderingsskrivning
  • Er struktureret og god til at understøtte andre i at holde retning og overblik i komplekse sager
  • Bidrager aktivt til samarbejde og fælles faglig udvikling i teamet og på tværs i afdelingen

Det får du hos os

Du bliver en del af en faglig ambitiøs familieafdeling, hvor vi arbejder tæt sammen – både i dit eget team og på tværs af afdelingen. Vi prioriterer faglig udvikling, videndeling og kollegialt fællesskab højt – og som koordinator bliver du en central del af det.

Vi tilbyder:

  • En rolle med stor betydning og indflydelse – og tæt samarbejde med både ledelse og kolleger
  • Et introduktionsprogram der tager udgangspunkt i dine faglige kompetencer
  • En fleksibel arbejdsuge med mulighed for 1–2 hjemmearbejdsdage
  • Løbende sparring, supervision og udvikling i rollen som koordinator
  • Et moderne rådhus med gode rammer, kantine, tagterrasse og sociale fællesskaber
  • Et stærkt fagligt miljø og en arbejdsplads, hvor vi løfter i flok

Har du lyst til at være en del af en Familieafdeling, som sætter den faglige barre højt, og vil du indgå i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, hvor vi løfter og tager ansvar i fællesskab? Så send os en ansøgning.

Praktiske oplysninger
Stillingen er 37 timer ugentligt med ansættelse pr. den 1. oktober 2025.

I forbindelse med ansættelse indhentes der straffe- og børneattest, ligesom der efter aftale med dig bliver indhentet referencer. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. 

Ansøgningsfristen er torsdag den 21. august 2025

Vi afholder samtaler tirsdag den 26. august 2025. 

I din ansøgning ønsker vi, at du uddyber din motivation for at arbejde med børn og unge.

Vil du vide mere om jobbet eller høre, hvorfor det er godt at arbejde i Høje-Taastrup Kommunes Familieafdeling, så er du meget velkommen til at kontakte:

  • Teamleder for Midt, Christine Neidhardt på 21 15 44 71 (send gerne en SMS så ringer jeg dig op) eller på christinene@htk.dk
  • Socialfaglig Koordinator i Vest- og Anbringelsesteamet Dorte Tøttrup på: 20 57 29 71 eller dorteto@htk.dk

Vi ser frem til at høre fra dig.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Familieafdelingen
Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstrædet 1
2630 Taastrup
CVR: 1950 1817