Pædagog til vuggestuen i Børnehuset Trille-Tumle
Har du lyst til at være med til at skabe en tryg, sjov og udviklende hverdag for de yngste børn – og samtidig blive en del af et hus, hvor vi udvikler os sammen?
I Børnehuset Trille-Tumle søger vi en pædagog til vores vuggestue. Vi er et nyere hus med masser af gåpåmod og lyst til at udvikle os. Her får du mulighed for at sætte dit præg på både hverdagen og den pædagogiske praksis.
For os handler pædagogik om gode relationer og om at skabe rammer, hvor alle børn kan være med og opleve sig som en vigtig del af fællesskabet. Vi arbejder med leg, læring, krop, sanser og bevægelse og er i gang med at implementere NEST som en fællesskabsunderstøttende pædagogik.
Et vigtigt mantra hos os
“Alle børn skal opleve at blive set, hørt, mødt og forstået.”
Det har været et fælles fokus for os, og nu bygger vi videre med spørgsmålet: “Hvad har vi på hjerte for børnene?”. Det spørgsmål bruger vi til at være nysgerrige på indholdet i vores daglige pædagogiske praksis – hvad vi tilbyder børnene, hvorfor vi gør det, og hvad vi gerne vil give dem med på vejen.
Vi tager udgangspunkt i, at børn gør det bedste, de kan. Når noget bliver svært for et barn, er vi nysgerrige på, hvad barnet forsøger at fortælle os – og på, hvad vi som voksne kan gøre anderledes.
Vi ved samtidig, at god pædagogik kræver tid til at stoppe op, tænke sig om og være fælles om opgaven. Derfor prioriterer vi tid til forberedelse og stuemøder, hvor vi kan planlægge, sparre, reflektere og udvikle vores praksis sammen.
Et godt sted at være
En medarbejder fortæller:
“Vi holder rigtig meget af hinanden som kollegaer. Vi hjælper hinanden, støtter hinanden og står sammen, når hverdagen bliver lidt ekstra udfordrende. Vi er nysgerrige på hinanden og lærer af hinanden – både fagligt og som kollegaer.”
Vi er en mangfoldig personalegruppe med forskellige erfaringer, kompetencer og perspektiver. Vi tror på, at vi bliver bedre, når vi bringer det forskellige i spil – og så skal der selvfølgelig også være plads til grin og godt humør.
En medarbejder fortæller:
“I vuggestuen er vi en god blanding af nye og gamle. Vi passer på hinanden og har det godt med hinanden. Vi er gode til at benytte hinandens kompetencer, være undrende og til at løfte hinanden. Vi arbejder ud fra tanken: Ingen kan alt, alle kan noget – sammen kan vi det hele.”
En ledelse tæt på hverdagen
Som leder er det vigtigt for mig, at være tilgængelig, nærværende ligesom det relationelle har stor værdi for min ledelse. Derudover er jeg tydelig, rammesættende samt nysgerrig på hvad der skal til for at både børn og voksne lykkes.
En medarbejder fortæller:
“Vi er så heldige at have en ledelse, som møder os med forståelse, tillid og respekt. En ledelse, der ser mennesket bag medarbejderen, lytter og møder os med varme og forståelse. Som personale har vi altid mulighed for at komme til vores leder med undren, spørgsmål eller udfordringer.”
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er uddannet pædagog og brænder for de yngste børn. Du er optaget af deres trivsel, udvikling og relationer og har lyst til at bruge både din faglighed og din personlighed i hverdagen.
Du er nysgerrig på egen og andres praksis, har lyst til at bruge kroppen aktivt sammen med børnene og bidrager til det fællesskab, du bliver en del af. Måske har du masser af erfaring, måske er du nyuddannet. Det vigtigste er, at du har lyst til at udvikle dig sammen med os.
Et hus, du kan være med til at forme
Trille-Tumle er stadig et ungt hus, og vi er ikke færdige med at finde vores form. Det betyder, at du får reel mulighed for at få indflydelse på vores hverdag, kultur og pædagogiske retning.
Vi håber, du har lyst til at blive en del af det.
I din ansøgning vil vi gerne høre, hvad der motiverer dig til at søge hos os, og hvad du kan bidrage med til vores fællesskab.
Praktiske oplysninger
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen med ansættelse pr. 1. november 2026 eller gerne før.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 29. september 2026, og vi holder samtaler løbende.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og principperne i Ny Løn. Vi indhenter børne- og straffeattest samt referencer i forbindelse med ansættelsen.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Mette Ovi på 23308113.
Vi glæder os til at høre fra dig.